Tre fynske producenter nomineret til ny Coop-pris

Coop lancerer en ny hæderspris, hvor medlemmerne skal være med til at kåre en dansk producent som ’Medlemmernes favorit’. Blandt de 21 nominerede producenter fra hele landet er de tre fynske virksomheder Markhaven, Nordic Greens og Rosborg.
Initiativet skal fremme danske og lokale fødevarer og kommer efter, at Coops medlemmer i en stor afstemning med omkring 60.000 deltagere har valgt netop dette område som deres mærkesag.
”Vores medlemmer siger klart, at de ønsker mere fokus på danske og lokale fødevarer. Derfor laver vi nu en ny hæderspris, hvor medlemmerne vælger den danske producent, de vil kåre som ’Medlemmernes favorit’. Så kan medlemmerne selv at være med til at fremhæve nogle af de producenter og varer, de sætter særligt pris på,” siger Annette Jorn, adm. direktør i foreningen Coop amba.
Fra 10. til 30. august kan Coops medlemmer i de syv landsdele vælge en lokal producent, der skal gå videre til den landsdækkende afstemning. Herefter kan alle Coops medlemmer i Danmark stemme om den endelige vinder fra 21. september til 18. oktober.
Vinderen offentliggøres 26. oktober og får mulighed for at markedsføre sig med hædersprisen samt opnå øget synlighed.
Fakta: Coops nye producentpris
- Pris: ’Medlemmernes favorit’
- Formål: At fremhæve danske og lokale producenter
- Antal nominerede: 21 mindre danske producenter
- Fynske kandidater: Markhaven, Nordic Greens og Rosborg
- Lokal afstemning: 10.-30. august 2026
- Landsdækkende afstemning: 21. september-18. oktober 2026
- Vinder kåres: 26. oktober 2026
- Præmie: Eksponering og ret til at markedsføre sig med hædersprisen
- Baggrund: Coops medlemmer har valgt ’dansk og lokalt’ som mærkesag i en afstemning med knap 60.000 deltagere.






Accepter kun nødvendige cookies